Mentalisering og tilknytning

Mentalisering og tilknytning - to centrale begreber

Såvel i mit arbejde med samtaleterapi som i mit arbejde med undersøgelser tager jeg i stigende grad udgangspunkt i de to centrale begreber 'mentaliseringsevne' og 'tilknytning'. Man kan anlægge den synsvinkel at samtaleterapi grundlæggende drejer sig om at styrke evnen til at mentalisere og evnen til at indgå i trygge relationer med intakt selvstændighed. På sammen måde kan man se det som centralt i en psykologisk undersøgelse at belyse, i hvilken grad den pågældende person er i stand til at mentalisere og indgå i relationer med selvstændiged - og dette gælder egentlig både ved en personlighedspsykologisk og en neuropsykologisk undersøgelse.

Vedr. mentaliseringsevne

Mentaliseringsevne betyder kompetence til at forstå mentale tilstande hos sig selv og andre. Mentalisering kan ses som en form for forestillingsaktivitet, som gør det muligt for os at opfatte og fortolke menneskelig adfærd som udtryk for mentale tilstande. Mentaliseringsevne indebærer således forståelse for at vi forholder os til verden ud fra vores sind.

Mentalisering indebærer endvidere kompetence til at kunne reflektere over følelser, tanker, ønsker, behov, hensigter, opfattelser og mål hos sig selv og andre, samt at kunne forstå at disse mentale tilstande kan have indflydelse på, hvordan vi handler og agerer, men at de er adskilte fra handlinger og adfærd. Mentaliseringsevne opbygges af og indebærer kompetence til at forestille sig, samt kompetence til refleksion, dvs. kompetencen til at kunne reflektere over egne og andres følelser, tanker og intentioner, og vel at mærke at kunne reflektere på en måde som indebærer integreret brug af tanker og følelser. Mentaliseringsevne er således ikke blot en intellektuel proces, men en måde at skabe mening på en følelsesmæssigt forankret måde.

Der er sammenhæng mellem mentaliseringsevne og tilknytning. Mennesker, som under deres egen opvækst har haft vanskelige vilkår for at udvikle en tryg tilknytning, kan have tendens til vanskeligheder i udviklingen af mentaliseringsevne. Når børn under opvæksten mødes af en omsorgsperson med god kompetence til at mentalisere kan dette medvirke til at beskytte dem mod fejludvikling, mens fravær af sådanne oplevelser omvendt kan være medvirkende til fejludvikling.

Mentaliseringsevne indebærer og vekselvirker endvidere med affekt-regulering, dvs. kompetencen til at kunne regulere vores følelser, således at de finder et passende leje, samt med en række eksekutive funktioner, dvs. en række funktioner hvorved vi regulerer, styrer, organiserer og fleksibelt modulerer opmærksomhed, tanker, følelser, impulser, intention og adfærd.

Vedrørende tilknytning

Mennesket er designet som et socialt væsen, og det er gennem forholdet til vores forældre og andre personer som står os nær, at vi lærer noget grundlæggende om at indgå i relationer. Det er i næste række på baggrund af disse relationer vi lærer at mentalisere - dvs. at forholde os til vores egen og andres tanker og følelser.

Hvis de tidlige relationer er trygge, giver det bedre grobund for at barnet kan udvikle sig godt, men hvis der omvendt er grader af utryghed til stede, vil barnet være nødt til at lære at håndtere denne utryghed gennem forsvars-strategier. Dette behøver ikke i sig selv at være problematisk - det afgørende er, hvor meget utryghed, der er, hvor udtalte forsvars-strategierne er, og hvor indsnævret handlerummet er.

Mange almindelige problemer hos børn og voksne så som lavt selvværd, angst og depression kan have tråde tilbage til vanskeligheder med hensyn til tilknytning: Desuden vil der ofte ses visse vanskeligheder med hensyn til mentalisering.

Det har derfor ofte betydning både i samtalebehandling og i undersøgelser at afklare klientens tilknytningserfaringer og mentaliseringsevne.

I beskrivelser og vurderinger af tilknytning, arbejdes der almindeligvis med fire tilknytningsmønstre

- Trygt tilknytningsmønster

- Utrygt-undgående tilknytningsmønster (tendens til at lukke ned for tilknytningsfølelser, nedtone betydningen af relationer og at overbetone uafhængighed)

- Utrygt-ambivalent tilknytningsmønster (tendens til at "skrue op" for tilknytningsfølelser, overinvolvere sig og at forholde sig med ængstelighed og ambivalens i relationer)

- Utrygt-desorganiseret tilknytningsmønster (fravær af en organiseret tilknytningsstrategi i sammenhæng med betydelig forekomst af dissociation på baggrund af betydelig traumatisering).

Disse fire tilknytningsmønstre ses såvel hos børn som hos voksne. Dette skal forstås således at der er strukturelle ligheder mellem de fire tilknytningsmønstre hos voksne og de fire tilknytningsmønstre hos børn. Der er endvidere en vis tendens til tidsmæssig kontinuitet, men man kan ikke heraf udlede, at et barn med et undgående tilknytningsmønster nødvendigvis vil være præget af det sammen tilknytningsmønster som voksen, selvom der vil være en vis tendens til dette.

Man kan heller ikke nødvendigvis udlede, at en voksen med et undgående tilknytningsmønster i samspillet med sit barn vil medvirke til at udvikle et undgående tilknytningsmønster hos barnet, selvom der ligeledes kan være en vis tendens til dette. Billedet er dog mere komplekst end som så. For det første kan et undgående tilknytningsmønster hos den voksne også medvirke til at fremkalde det modsatte, dvs. et ambivalent tilknytningsmønster hos barnet. For det andet præges visse børn af en stærk resiliens, og udvikler et trygt tilknytningsmønster på trods af et utrygt tilknytningsmønster hos den voksne.

Endelig skal det påpeges at tilknytningsmønstre må ses som en form for dimensioner, hvilket betyder, at både børn og voksne kan være mere eller mindre præget af et tilknytningsmønster. Endvidere kan man have træk fra flere tilknytningsmønstre på én gang.